søndag den 23. oktober 2011

Så blev han 8 år!!!

Her er han så: Denne store, søde, kloge, frække dreng ved navn Kristoffer.

Det er ham, som er årsag til at jeg i tidernes morgen begyndte at scrappe. Kristoffers mor er min gode veninde og da hun ventede ham, gik jeg i gang med at scrappe vores allesammens fælles histore. Jeg har lige været på besøg hos Kristoffer og familien i anledning af Kristoffers 8 års fødselsdag. Han havde ønsket sig penge og går generelt op i at tælle sine penge for tiden (gad vide om han planlægger en scrapkarriere og ved at det kræver penge...hi hi hi...) Nu er jeg ikke så vild med ideen om at give penge i gave, men overvejede om jeg ikke kunne gøre det lidt spændende??? Det blev til dette billede:





Hvad har dette billede så lige med penge at gøre??? Jo, ser du....jeg havde sat pengene nedenunder hver pære på pæretræet og de var let skjulte på den måde.

Billedet er lavet af bagsiden af en akvarelblok, som jeg har betrukket med lyseblåt karton. Jeg har klippet to træer ud og så ellers være igang med en masse QK dies. Jeg synes faktisk det var temmelig sjovt at lave, da jeg ellers normalt ikke bruger SÅ mange dies på ét projekt, men måske kan det ændre sig i fremtiden ;-)

Jeg må da også lige fortælle, hvor glad Kristoffer blev da han åbnede gaven. Han rev papiret af den flade firkantede pakke og begyndte at juble, da han kunne se græsset og bien......han troede ganske enkelt at billedet var gaven fra mig!! "Ej, hvor er det flot! Har du lavet den til mig?" Jeg sagde ikke noget om den egentlig gave og gav mig blot til at grine over den begejstring, som familien viste overfor billedet. Efter et minuts tid og nogle hints fra mig, så opdagede Kristoffer pengene.....og de kunne sagtens bruges, men vagte ikke så megen jubel, som billedet. Han fik da også valgt sine ynglingsting på billedet. Myren, som sidder på cyklen og det lille egern er blot nogle af favoritterne.

Faktisk var det også Kristoffers idé at jeg skulle tage et billede af ham imens han holdte billedet. Han er jo en anelse miljøskadet, da han nu i 8 år har været vant til at jeg altid har et kamera i nærheden, under mine besøg hos ham og hans familie. Så alt i alt blev pengegaven slet ikke så kedelig og idéforladt, som jeg havde frygtet.

Når jeg besøger min veninde, har jeg altid et eller andet kreativt med da jeg elsker at nørkle med noget, når vi slapper af. Jeg er der i flere dage, når jeg besøger dem og så får jeg jo helt abstinenser, hvis jeg slet ikke kan være kreativ. Min kære veninde er overhovedet ikke kreativ, så jeg må jo også sørge for at drengene får lidt kreativt input ;-)

Til min store fornøjelse, så er Kristoffers lillebror Nikolas også vild med at nørkle. Han kommer altid og er med, når jeg har noget kreativt med. Nikolas blev denne gang introduceret i at flette hjerter og farvelægge med H2O farver. "Ihhh altså...du har altid så meget spændende ting med og du laver så mange spændende ting" var hans kommentar flere gange. Behøver jeg fortælle, at det smelter mit bløde Moster hjerte????
Så alt i alt en dejlig weekend i det sjællandske. Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal besøge dem.
Kærlig hilsen Olivia

2 kommentarer:

  1. Tak for iaften - det var super hyggeligt :)
    Og jeg var meget nysgerrig efter at se pengegaven du havde lavet - det er rigtig, rigtig flot ...
    På gensyn :)

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt forstå hans begejstring, det er et kanon flot billede. Drengene er heldige at have en "moster" som sætter sig og laver noget kreativt med dem, de slags er en mangelvare nu om stunder ;-) ;-)

    SvarSlet