mandag den 27. februar 2012

En ny scrapper er opdaget...

Når jeg besøger min veninde på Sjælland, er det ofte i flere dage af gangen og jeg synes det er svært at undvære, at have noget kreativt i hænderne. Derfor har jeg ofte en lille æske med, som jeg kan nørkle med, når jeg lyster.
De sidste par år har min mindste "nevø" vist stor interesse i det, som er i æskerne og har været med i at kreere, når han kunne være med. Ved mit sidste besøg forelskede han sig i den taperunner, som jeg havde med og sørme om han ikke også har haft den med i skole, så han kunne vise den frem! Det må da være en kommende scrapper vi har her!! Hans kommentar: "Uh Pernille...du har altså sådan nogle spændende ting med" var altså fantastisk at høre komme ud af hans lille mund. Behøver jeg sige at Moster var glad???

Derfor fandt jeg også ud af at hans julegave i 2011 skulle være noget kreativt. Nu var jeg klar over, at han nok ikke kunne starte helt fra bunden, så jeg hjalp ham lidt på vej. Jeg lavede derfor et minialbum, som jeg gav ensfarvet papir og lidt striber mønstret papir. Med i gaven lagde jeg en masse poser af udstandsninger fra min QK tang, en ny taperunner, et par flasker glitterlim, forskellige billeder jeg har taget igennem tiden ved mine besøg hos familien, en masse klistermærker og ikke mindst nogle bogstaver.
Allerede da de hentede mig ved toget, den dag jeg skulle give ham julegaven, fortalte han, at vi skulle hjem og lave noget kreativt....og da havde han ingen idé om, hvad hans julegave indeholdte. Han blev sørme også glad for gaven!!...og gik straks igang med at "være kreativ". (gad vide, hvor han har hørt det ord henne??)
Jeg viste ham, hvorledes han skulle åbne ringene i albummet og hvordan han kunne bruge de Sticklers jeg havde vedlagt. Resten klarede han selv og da han ved jeg har en blog på nettet, skal de sider han har nået at lave, selvfølgelig med her ;-)





Er det ikke et temmelig godt forsøg for en førstegangs scrapper ;-) Okay...han mangler måske lidt viden om brugen af mægden af Sticklers og lidt om opsætning, men jeg giver ham helt sikkert mange stjerner for sin iver og interesse!!

Kærlig hilsen Olivia

torsdag den 23. februar 2012

Blomster Boxens indehaver

Der er rigtig mange ting ved min dejlige hobby, som jeg er vild med. Jeg møder så mange søde og kreative mennesker, som jeg kan dele min passion med. Jeg er så heldig at være en del af den gruppe faste scrappere, som kommer hos Anja hver tirsdag. Her kommer blandt andet også Gitte, som er indehaver af Blomster Box bloggen. Idag bliver der trukket lod om den blog candy hun har liggende på bloggen, men det er nu ikke derfor jeg vil vise dig hendes blog. Jeg synes bare hun laver nogle utrolig flotte ting, som er orginale, smukke og romantiske...lige efter min smag ;-)
Hvert kort hun laver bliver let en vanding rundt i romantik og pasteller...muuummmsss... Ta´ lige og kikke forbi hendes blog, det kan kun inspirere! Især hendes hjemmelavede blomster er værd at kikke en ekstra gang på ;-)

Kærlig hilsen Olivia

søndag den 19. februar 2012

Hjemmelavede blomster

Jeg har tidligere fortalt om mine dimseæsker. Læs evt. her! Dem har jeg efterhånden et par stykker af. Jeg har ganske enkelt tømt alle mine gemmere for diverse pynt og har delt dem i en slags "temaer". Jul, QuicKutz udstandsninger, farvelagte stempelmotiver, ikke farvelagte stempelmotiver, Chipboards bogstaver og ikke mindst hjemmelavede blomster. Det sidste nye er nogle rosetter, som jeg har lavet ved hjælp af Susanne og Gittes Tim Holtz die, som jeg var heldig at kunne låne. Nogle af disse rosetter vil jeg vise en anden gang ;-)

Idag vil jeg vise jer to blomster, som jeg har lavet ved hjælp af min Tim Holtz blomster die. Jeg har haft dien i lang tid, men har ikke rigtig fået den brugt, men da jeg så Gitte lave nogle blomster af denne slags, så måtte jeg bare prøve. Jeg har først stemplet noget karton med et baggrundsstempel fra Picturing the world og derefter sprayet vand på blomsterne og krøllet dem sammen. Når "klumperne" er næsten helt tørre, folder jeg forsigtigt blomsterne ud igen og sætter en brad, knap eller hvad jeg lige har, i midten af blomsten. Sidst, men absolut ikke mindst, kommer jeg Sticklers på blomsternes kant og lader det tørre. Derefter har jeg disse blomster, som jeg også kan lægge i min dimseæske med hjemmelavede blomster og jeg kan bruge dem på et tidspunkt....hvis jeg kan nænne det ;-) Udover vandet har jeg faktisk også sprayet med Glimmermist guld, som lige giver et lille ekstra fif til blomsten.
Du ser blomsterne bedst, hvis du klikke på billedet....
N.B Jeg må hellere advare dig: blomsterne ser temmelig kedelige ud uden sticklers, så giv ikke op med giv den godt med sticklers og du har et lille kunstværk :-) Rigtig god fornøjelse!

Tak for at du kikkede forbi.

Kærlig hilsen Olivia

torsdag den 16. februar 2012

Kort til fødselsdagsgruppen på Scrapsisters.dk

Jeg er med i den første kortgruppe, som blev lavet på Scrapsisters for snart 2 år siden og i starten af året er der travlhed i gruppen. Vi er 13 medlemmer af gruppen og de 6 af os har fødselsdag i januar, februar og marts!! Den første var Heidi/Sivsko, som havde glæden af alle vores kort. Desværre måtte jeg skuffe Heidi (af private årsager) i første omgang, men lovede at sende kortet så hurtigt, som muligt derefter.

At PostDK så også lige drillede os lidt, var ikke helt planlagt. Heldigvis kom kortet frem og jeg undgik at skulle lave endnu et kort til til den samme person. Hvordan er det man siger: Af skade bliver man klog??? Så nu har jeg været i det kreative værksted og lavet de næste 4 kort, så de er klar til afsendelse. Så nu håber jeg bare at modtagerne ikke åbner før tid!!!

Jeg ved at Heidi har lagt mit kort på hendes blog, men jeg synes lige det skal vises her også. Jeg laver normalt ikke kort i gule farver, men dette mønsterpapir er fra Basic Grey er jeg ret vild med!!

Den lille søde fugl er lavet med en punch fra Stampin´ Up...er den ikke bare sød??

Tak for at du kikkede forbi. Kærlig hilsen Olivia

onsdag den 15. februar 2012

Long time...no indlægs :-)))

Nu er det vist ved at være på tide, at jeg atter får gang i nogle indlæg på denne blog. Det er længe siden, jeg sidst har "været her" og det er ikke engang fordi jeg ikke har lavet noget kreativt. Jeg havde dog en lille scrapkrise i starten af det nye år...jeg vil tro at alle de julekort i december, havde taget pusten fra mig ;-) Jeg må dog indrømme at det var sjovt og hyggeligt at få afprøvet mig selv på den måde. Der skal dog gå laaaang tid inden jeg skal se et julekort igen.!

Derfor må jeg da også indrømme at jeg blev lidt slukøret, da min kære moder mindede mig om, at jeg havde lovet at lave 2 lanterner til hende. Hun havde fået nogle af de lanterner, som jeg lavede med juletema, men ville gerne have et par, som kunne stå fremme hele året.

Her er det, som det endte med:




Tak for at du kikkede forbi. Kærlig hilsen Olivia